Oplevelsen

Thorvaldsens kunst

I museet kommer du tæt på den verdensberømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsens eventyrlige liv og værk med særligt fokus på Thorvaldsens sidste fem år, hvor han foretrak at opholde sig hos familien Stampe på herregården Nysø ved Præstø.

 

Thorvaldsens skulpturer
Museets permanente udstilling fremviser 52 af Bertel Thorvaldsens originalmodeller i gips. Størstedelen af dem er udført i de perioder, Thorvaldsen opholdt sig hos familien Stampe på Nysø. De resterende er af udført i Rom og København. 
Et hovedværk i samlingen er Thorvaldsens selvportrætstatue, Thorvaldsen læner sig til sin statue Håbet, som Thorvaldsen har udført på Christine Stampes opfordring. Den er udført i naturlig størrelse og viser Thorvaldsen som arbejdende kunstner, da han som 47-årig er i færd med at udføre sin statue Håbet.    
Flere af værkerne i museet er bestillingsopgaver, herunder relieffriserne, som Thorvaldsen udførte til Vor Frue Kirke i København, og flere af samlingens buster. Andre værker er udført som gaver eller et spontant indfald fx genrestykket Thorvaldsen hos familien Stampe, som er en gave til Christine Stampe, og det smukke relief Farvel til Nysø, som Thorvaldsen spontant udførte den morgen, han og familien rejste sammen til Rom i 1841.
Helt centralt i udstillingen står Thorvaldsens selvportrætstatue i naturlig størrelse, som han udførte på Christine Stampes opfordring, samt de to genrestykker med familiescener fra hverdagslivet på Nysø. Genrestykkerne viser et nybrud i Thorvaldsens kunst henimod en poetisk realisme.

Thorvaldsens lermodeller
I den permanente udstilling kan man også opleve flere af lermodellerne fra Thorvaldsens arbejdsproces. Christine Stampe havde også blik for lermodellerne, som hun betragtede som små kunstværker, og hun lod dem derfor brænde i godsets teglværk. Normalt blev lermodellerne kastet tilbage i lerbøtten, når der var taget den gipsafstøbning, som Thorvaldsen skulle arbejde videre med. Lermodellerne giver et fint indblik i Thorvaldsens arbejdsproces, da de er meget detaljerede og viser det omhyggelige arbejde med leret som materiale.   

Thorvaldsen tegninger
Helt fra barnsben udviste Thorvaldsen et helt usædvanligt tegnetalent, og som bare 11-årig blev han optaget på Kunstakademiet. I udstillingen har vi flere af Thorvaldsens tegninger og skitser til de værker, han arbejder med på Nysø, herunder flere tegninger med figurerne Amor og Psyke. Samlingen rummer også enkelte andre tegninger fra Thorvaldsens hånd, bl.a. Thorvaldsens tegning til relieffet Peter og Johannes helbreder en halt. Tegningen er fra 1793, og for relieffet blev Thorvaldsen belønnet med akademiets store guldmedalje, som også indebar det treårige rejsestipendium til Rom.

Værker af andre kunstnere
I Thorvaldsen Samlingen på Nysø har vi også en række værker af andre kunstnere med tilknytning til Thorvaldsen og Nysø. Blandt andre tegninger af P.C. Skovgaard, som via sit ægteskab med Georgia Schouw fik en familiær relation til Nysø. P.C. Skovgaard har både tegnet og malet flere motiver fra både Nysø og omgivelserne omkring. I samlingen indgår også tegninger af flere af dansk guldalders mest fremtrædende kunstnere, herunder bl.a. tegninger af Heinrich Buntzen, Wilhelm Marstrand og Constantin Hansen samt Vilhelm Gertners maleri Thorvaldsen fra 1842.

 

Bemærk: Selve herregården Nysø er privat bolig og ikke åben for besøgende. Museet ligger i herregårdens ladegård, og du kan betragte det smukke herregårdsmiljø og spadsere en tur i Nysø Have, men museet er ikke en del af Nysø Gods.