A. Oehlenschläger

Adam Oehlenschläger og Nysø

Adam Oehlenschläger er blandt de store digtere, der kommer hos familien Stampe på Nysø i anden halvdel af guldalderen. Han anses på dette tidspunkt fortsat af mange for at være Danmarks store digter, efter at han i 1803 indvarsler en helt ny strømning i dansk litteratur med sit digt "Guldhornene". 

På Nysø læser Oehlenschläger op af sine digte, og i sommeren 1840 møder han også sin gamle ven, naturfilosoffen Heinrich Steffens, der i sin tid inspirererede ham til at skrive "Guldhornene".

I julen 1842 inviterer Christine Stampe Oehlenschläger og hans familie til at fejre julen på Nysø sammen med bl.a. Thorvaldsen. Det takker familien Oehlenschläger ja til, og de opholder sig på herregården i mere end otte dage.   

Oehlenschläger og Thorvaldsen

Oehlenschläger er blandt de første til at spørge Thorvaldsen, om han vil udføre en portrætbuste af sig, efter at Thorvaldsen er vendt hjem til Danmark i 1838 efter mere end 40 år i Rom. Oehlenschläger vil gerne have lavet en buste til eftertiden, og den 
udføres på Nysø i sommeren 1839.

Ligesom Grundtvig er også Oehlenschläger meget optaget af den nordiske mytologi, og også han forsøger – dog uden held – at få Thorvaldsen til at arbejde med emner fra de nordiske guder og heltesagn. 

Oehlenschläger er – sammen med H.C. Andersen – samlet hos familien Stampe i deres lejlighed i Kronprinsessegade i København den martsdag i 1844, hvor Thorvaldsen senere samme aften dør i Det Kongelige Teater.  

Minibiografi

Fulde navn: Adam Gottlob Oehlenschläger

Født: 14. november 1779

Debut: Digte 1803 

Bedst kendte værk: "Der er et yndigt Land" (1819)

Død: 20. januar 1850